Det var i 1955 eller deromkring, da forårets solflimmer fyldte gadens rum med en hærskare af børn, som fandt et helle på den rå cement. En næsten glemt verden med dukkelege og kradsuld. Linoleum, stegeos og Giro413. Gårdsangere og gadesælgerens skrumplende vogn med en sang om billige fisk.

Åbne vinduer med lyttende og bekymrede forældre. Dagene var lange og sejlede sindigt af sted, som skibe på tidens ocean. Nyrullet sengelinned i en pjaltet pilekurv velduftende med blå papirbånd. Legeting og dukker i en kendt verden af overflod og tryghed.

Kighoste, difteri og børnelammelse, børn der forsvandt og aldrig kom tilbage. Sko og tøjhjælp fra domsognets menighedspleje. Pakker i brunt papir pakket ud med et sug i maven, nye blonder om halsen og nye brune sko fra en ukendt dreng langt væk.

”Der er tusinde skønne sange – men kun en om dig og mig”. Åbne vinduer med tidens omkvæd ekkoer på nabohuset, fortoner sig i de små ører, som en fjern kastevind i gaden. Det er søndag. Byen sover sin tunge søvn.

Cykelsmeden ta’r sig dagens første pibe hvilende med armene på kælderhalsens løvegelænder. Hans oliestive tøj står i kontrast til den solblegede sokkelpuds med det gule hjemmelavede skilt over trapperne ned til værkstedet. En sommerfugls vilde ridt gennem gadens stenhave medbringende en følelse silkefin. Han banker piben ud.

Se en sommerfugl!

Det flimrer, verden står stille et sekund. Gadens huse ånder tungt, opvågnet fra årtiers dybe drømmesøvn. En sporvogn skriger klagende gennem svinget lidt derfra. En mand går forbi med fraværende slæbende skridt. Alle holder vejret for en ba-bu-ende ambulance. Blege ansigter med tomme øjne titter frem i gadens vinduer.

Vennelystparkens opsynsmand stiller sin cykel i gadens skyggeside, hans sorte behandskede hånd hænger jerntungt nærmest til pynt ned langs siden. Det er fyraften. Solen begynder at trække sig fra det solbeskinnede fortov. Husenes skygger vandrer som elefanter på træk gennem gaden.

Dagen mættes, opbrud, forrevne skyer viser sig pludseligt over tagryggenes horisonter. Murværket drikker begærligt de store regndråber, skrigende børn og grin. Gaden tømmes, vådt hår klæber til kinderne. Opgangene sluger børnene som flyvende blade i en kælderhals. Med ét er der kun de ensomme mågers skrigen over gadens himmel.

Over gadens gasblå flammelys strækker nattens dybe himmelbånd sig. Til sengens lune tryghed blinker stjernerne døsigt ned som glødende dråber på himmelhavet. Gadens farver er slukket af natten, lyset er borte. Kun månens segl er eneste vidne om dage, der bare gik.