Manden i ishuset – en lille sentimental erindring fra barndommens gade.
Da manden døde blev ishuset tomt
nu er det også væk men i gaderne skriger
de nye generationer af musegrå sejlere
langs gadens tagrender en sang om evigheden
manden i ishuset smiler ikke mere til os
I vinduerne skimtes tavse grå ansigter bag ruderne
hinsides vor fatteevne med sorte øjne så de
fremtiden spille land på jordstykket foran fabrikken
i gadelampernes lyskegler under stjernerne
Havkoen brøler sin sørgmodige sang
ud over havbugten i den tiltagende tåge
det føles trygt og bekendt i byens labyrint
hvor mørket ligger højt over gadernes trækroner
på ét sekund i legen ophører tiden
et barn er født i Betlehem det er jul halleluja
Forårets forjættende duftsymfonier
cykelture langs jernbanens blomstrende hegn
glimt af rynkede tjæreløbere på hegnspæle
på vej ud mod den tålmodige ventende strand
hvor de evige bølgeskvulp hilser os lokkende
og vasker al kedsomhed ud af vore kroppe
kakofoniske råb fra overfyldte lunger lyder
ud over bugtens altopslugende vandspejl
Solens brænder på vore spidse skuldre
der forvandles til sprøde englevinger
indtil solen tynger jorden med sine skygger
skoven lugter fugtigt og fremmed af ramsløg
en bisværm højt oppe af skrænten samler sig
og påkalder sig nervøs opmærksomhed
frygten forstærker kulden fra de optrækkene skyer
der danner irgrønne skygger på den blege hud
hvide sejl på bugten sætter kurs mod molens fyr
lugten af døde fisk og råddent tang
og en pludselig raslen i bøgeskovens løv
sender os hjem med regnbuer i ryggen men
i den klare sommernat finder vi guld i vore drømme
