KJERLIGHEDEN GJERNINGER af Søren Kierkegaard udgivet i 1847. Bogen er en samling prædikener af Kierkegaard fra perioden 1839-1849.

En af de vigtigste karakteristika ved ” Kjerlighedens Gjerninger ” er dens fokus på begrebet kærlighed og dens rolle i menneskelivet. Kierkegaard betragter kærligheden som en fundamental kraft, der kan forvandle menneskers liv og oplevelse af verden. Han understreger, at kærligheden ikke kun er en følelse, men også en handling, der kræver handlinger og ofre fra den, der udøver den.

Bogen kan også betragtes som en kritik af det moderne samfund, der også dengang ifølge Kierkegaard var præget af overfladiskhed, materialisme og manglende evne til at forbinde sig med andre mennesker på en dybere og mere meningsfuld måde. Kierkegaard opfordrede læseren til at træde ud af denne overfladiske tilstand og tage ansvar for sit eget liv ved at udøve kærlighed og engagere sig i et ægte fællesskab med andre.

” Kjerlighedens Gjerninger ” var også kendetegnet ved Kierkegaards filosofiske tilgang til emnet kærlighed. Han søgte at undersøge kærlighedens natur og betydning på en dyb og reflekteret måde og bringer sin karakteristiske eksistentielle tilgang til filosofi i spil. Kierkegaard betragtede kærligheden som en central del af den menneskelige eksistens og opfordrede læseren til at tage denne eksistentielle dimension af kærligheden alvorligt.

Kærligheden er en guddommelig kraft

I ” Kjerlighedens Gjerninger ” beskrives kærligheden som en guddommelig kraft og en central dyd i kristendommen. Ifølge Kierkegaard var kærligheden ikke bare en følelse, men en handling og en forpligtelse til at handle i overensstemmelse med Guds vilje og til at tjene andre mennesker.

Kierkegaard understregede også, at kærligheden ikke er noget, man kan tvinge frem eller kræve af andre, men noget, der kun kan gives frivilligt. Han mente, at kærligheden er en gave fra Gud, og at den kun kan blive levende i menneskers hjerter, hvis de åbner sig for Guds kærlighed og bliver i stand til at elske andre på samme måde.

I ” Kjerlighedens Gjerninger ” skildrede Kierkegaard også forskellige former for kærlighed, herunder den romantiske kærlighed, som han betragtede som en egoistisk og selvoptaget form for kærlighed. Han mener, at den sande kærlighed er en form for selvudslettelse, hvor man sætter andre menneskers behov og velvære over ens eget.

Kierkegaard betragtede også kærligheden som en form for lidelse og offer. Han mente, at den sande kærlighed krævede, at man er villig til at lide og ofre sig selv for andre mennesker, ligesom Jesus led og ofrede sig selv for menneskeheden.

Alt i alt skildrede Kierkegaard kærligheden som en hellig og guddommelig kraft, der kan transformere menneskers liv og bringe dem tættere på Gud og hinanden. Han understregede, at den sande kærlighed kun kan opnås gennem en åbenbaring af Guds kærlighed og en personlig forpligtelse til at leve i overensstemmelse med Guds vilje.

Kærligheden kendes på handling, vilje, selvopofrelse, forpligtelse og lidenskab

Søren Kierkegaard er kendt for sine tanker om kærlighed og dens betydning for den menneskelige eksistens. Han mente, at kærligheden var det højeste og mest betydningsfulde aspekt af den menneskelige tilværelse. Ifølge Kierkegaard kunne kærligheden kendes på følgende træk:

Kærlighed er en handling: Kierkegaard mente, at kærlighed ikke bare er en følelse, men også en handling. Kærlighed er noget, man gør, ikke bare noget, man føler.

Kærlighed er en vilje: Kierkegaard mente også, at kærlighed var en vilje og ikke bare en tilfældig følelse. Det kræver en bevidst beslutning og anstrengelse at elske en person.

Kærlighed er selvopofrende: Ifølge Kierkegaard er kærlighed en form for selvopofrelse, hvor man giver af sig selv til en anden person uden at forvente noget til gengæld.

Kærlighed er en forpligtelse: Kierkegaard mente, at kærlighed var en forpligtelse, der krævede tålmodighed, trofasthed og engagement. Det kræver en vedvarende indsats at opretholde og dyrke kærligheden i et forhold.

Kærlighed er en lidenskab: Selvom kærlighed er mere end blot en følelse, mente Kierkegaard også, at den inkluderede en stærk følelsesmæssig lidenskab og tiltrækning til en anden person.

Kort sagt betragtede Kierkegaard kærlighed som en kompleks blanding af handling, vilje, selvopofrelse, forpligtelse og lidenskab. Han mente, at kærlighed var afgørende for den menneskelige eksistens og kunne føre til det højeste niveau af lykke og opfyldelse i livet.