Støvet mellem jordens stene
Dødlignende vinde fyger over mark og skov
nøgne grene bøjer sig føjeligt og tavse
U-mennesket søger opfyldt af længsel
hvor intet liv er at finde
i støvet mellem jordens stene
Vil du gå ad ensomhedens veje
hvor dødlignende vinde blæser kødet af knoglerne
sløres dine øjne af lidelsens tårer igen og igen
Lader du hjertet opfyldes af dødens aske
Hører du ej kaldet på vej til Emmaus
Vandringsmand det går mod aften
de nøder Ham ind natten falder på
de så nadverbrødet blive velsignet
hørte Ordet blive forkyndt for alle mennesker
genkender du Ham ikke i Ordet der blev kød
Han er kærligheden og befrielsens vej
